Fluorescens er et karakteristisk fænomen, hvor faste stoffer, væsker eller gasser udsender lys, når de belyses. I modsætning til fosforescens gælder udtrykket fluorescens for stoffer, der ikke har nogen efterglød, dvs. fluorescensen ophører direkte ved bestråling af stimulatoren. Dette betyder, at elektronerne i atomerne eller molekylerne i det fluorescerende stof, der ophidses ved at absorbere energien fra det indfaldende lys, faktisk spontant vender tilbage til deres grundlæggende tilstand, mens de udsender karakteristisk lys. Ifølge Stokes 'lov om fluorescens er bølgelængden af lys, der udsendes af fluorescens, længere end for absorberet lys:
υe≤υa
Hvor
υ e = frekvens af udsendt stråling,
υ a = frekvens af absorberet stråling.
Fluorescens er lys udsendt af stoffer, der absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling. Det er en form for luminescens. I de fleste tilfælde har det udsendte lys en længere bølgelængde og derfor lavere fotonenergi end den absorberede stråling. Et klart eksempel på fluorescens opstår, når den absorberede stråling er i det ultraviolette område af spektret (usynligt for det menneskelige øje), og det udsendte lys er i det synlige område; dette giver det fluorescerende stof en unik farve, der kun kan ses, når den udsættes for ultraviolet lys ankommer. Når strålingskilden stoppes, stopper fluorescerende materialer med at udsende lys næsten øjeblikkeligt, i modsætning til fosforescerende materialer, som fortsætter med at udsende lys efter en periode.